Indstil til Awards | Kursus for unge trænere | Søg penge nu!
Kære foreninger og kontaktpersoner i kultur-, fritids- og idrætslivet.
I dette nyhedsbrev kan I læse om fire aktuelle tilbud. Derudover kan vi allerede nu fortælle, at sundhedsugen gentages igen til næste år i uge 24. Så sæt kryds i kalenderen og tag det med i jeres planlægning, hvis I vil byde ind med en offentlig aktivitet, som kan vise jeres forening frem for potentielle nye medlemmer.
God læselyst!
Hyld hverdagsheltene
– nominer dem til Norddjurs Awards
De otte priser til Norddjurs Awards hylder frivillige ildsjæle, som med engagement i kulturlivet, fritidsområdet og socialt arbejde gør Norddjurs til et godt sted at leve og bo.
Frem til 31. oktober kan alle indstille kandidater, der fortjener særlig hyldest for deres frivillige arbejde. Alle foreninger kan også melde 20, 40 og 50 års jubilarer ind, så de hædres til awardshowet 23. januar næste år.
Læs mere og indstil kandidat på norddjurs.dk/awards
Kursus for unge trænere
Det er sjældent, at kurser til unge trænere afholdes tæt på. Så DGI’s Trænerspire-weekend 3.-5. oktober i Hadsten er et tilbud, der også kan være interessant for unge på Djursland. Det er for unge mellem 13-16 år, der allerede er (hjælpe)træner i en forening eller som drømmer om at blive det. Tilmelding senest 18. september.
Husk at ligesom ved andre træner- og lederuddannelser kan I efterfølgende få dækket op til 50% af udgiften til kurset fra vores Leder- og Instruktørmidler, det skal bare meldes ind med jeres Aktiv Norddjurs login.
Læs mere om trænerspire-weekenden på DGI’s hjemmeside
Søg penge til projekter i 2026 nu!
Mange gode projekter kan søge og få støtte fra Talentpuljen, Kulturpuljen og Fritidspuljen. Sidste frist for ansøgning er 1. november.
Bemærk: fristen er en lørdag, så der kan ikke forventes hjælp til brugeroprettelse og vejledning lige op til fristen. Vi anbefaler at søge i god tid.
Læs mere om puljerne på kommunens hjemmeside
Ungeløftepuljen: Flere 15 til 29-årige i foreningslivet
Puljen støtter lokale indsatser, som hjælper unge til at blive en del af foreningslivet. Målet er at forebygge mistrivsel og ensomhed blandt de 15 til 29-årige, som hverken er i gang med job eller uddannelse. Puljen kan søges af foreninger, der enten direkte eller indirekte har forbindelse til Dansk Ungdoms Fællesråd. Der kan søges op til en million kroner pr. ansøgning.
Med venlig hilsen
Norddjurs Kommunes afdeling for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker