Sidste chance for at søge og indstille

Oprettet: 23.10.2025

Kære foreninger og kontaktpersoner i kultur-, fritids- og idrætslivet.

Vi vil gerne minde om, at fristen for at søge tre puljer samt fristen for at indstille kandidater til Norddjurs Awards er lige om hjørnet.

Vel søgt og vel indstillet!

 

Søg penge til Kultur- Fritids- eller Talent-projekter nu!
Puljerne er stadig åbne for projekter, der gennemføres i 2026, men tik tak...tiden går. Ansøgningsfristen er 1. november.

Kulturpuljen støtter projekter, der bidrager til Norddjurs Kommunes strategier for kultur, turisme og landdistrikter.

Fritidspuljen støtter initiativer, der bidrager til Norddjurs Kommunes fritidsstrategi herunder idræt og folkeoplysende aktiviteter.

Talentudviklingspuljen støtter udgifter, der ligger udover det almindelige i breddeidrætten, og kan søges af idrætsklubber og individuelle atleter under 25 år.

 

De sidste to år er Kulturpuljen blevet tømt i første ansøgningsrunde – så der er god grund til at sende jeres ansøgning afsted nu!

Sidste frist for ansøgning er 1. november.
Bemærk: fristen er en lørdag, så der kan ikke forventes hjælp til brugeroprettelse og vejledning lige op til fristen.
Læs mere om puljerne på kommunens hjemmeside

 

Hyld hverdagsheltene
– Sidste chance for at indstille kandidater til Norddjurs Awards

De otte priser til Norddjurs Awards hylder frivillige ildsjæle, som med engagement i kulturlivet, fritidsområdet og socialt arbejde gør Norddjurs til et godt sted at leve og bo.

Frem til og med 31. oktober kan alle indstille kandidater, der fortjener særlig hyldest for deres frivillige arbejde. Alle foreninger kan også melde 20, 40 og 50 års jubilarer ind, så de hædres til awardshowet 23. januar næste år.

Læs mere og indstil kandidat på norddjurs.dk/awards

 

Nordea-fonden: Har I en idé til at puste nyt liv i jeres lokale mødested?  

Indtil 18. december 2025 kan I søge fra 200.000 kr. og op til 1 mio. kr. i støtte fra Nordea-fondens Renoveringspulje.

Puljen på 75 mio. kr. er målrettet lokalt forankrede projekter, og der kan søges støtte til renovering, energioptimering, reparation, istandsættelse og opgradering af faciliteter, som skaber positive forandringer, der kommer mange til gavn og glæde. 

Læs mere om jeres støttemuligheder på: https://nordeafonden.dk/renoveringspuljen 

 

Webinar om Renoveringspuljen

Nordea-fonden holder webinar 4. november kl. 16-17, hvor de fortæller om puljen, kriterier, ansøgningsproces og svarer på alle jeres spørgsmål.

Tilmeld webinaret her.  

 

Med venlig hilsen

Norddjurs Kommunes afdeling for Kultur, Fritid, Turisme og Biblioteker